Timbuktu Prisen 2017
Jeg har som formand for Fonden den store glæde om lidt at skulle overrække årets pris. Det er i år ottende gang, at Timbuktu Prisen uddeles. Timbuktu Prisen er tidligere gået til journalist Tom Heinemann, journalist Thomas Aue Sobol, fotograf Jørn Stjerneklar, Berlingskes gravegruppe ved Eva Jung, Jette Aagaard & Mads Nissen, filmdokumentarist Signe Byrge Sørensen, DANWATCH, Journalistbureauet TANK – og i år går prisen til en journalist og forfatter – og hvilken en: Peter Tygesen. Timbuktuprisen er en af Danmarks største journalistpriser – indstiftet som følge af journalist og forfatter Jørgen Harboes store donation for ni år siden til det, der i dag er Timbuktu Fonden. Peter Tygesen blev indstillet til Timbuktuprisen af formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Helle Munk Ravnborg, ikke i sin egenskab af det, men som seniorforsker hos DIIS – og leder af et forskningsprojekt, som lige netop vil komme til at indgå i det projekt, som Peter vil bruge Timbuktuprisen til. Men det kommer jeg tilbage til. Helle skrev i sin fine indstilling til juryen, at Peter Tygesen bør modtage årets Timbuktupris, fordi han besidder den fortælleevne, indsigt, grundighed, indlevelse og respekt, der skal til for at formidle komplekse dilemmaer fra et kontinent som Afrika. Og bl.a. de ord fik juryen til at zoome ind på dig. Det er det du kan. Fortælle historier. Og du har gjort det i næsten 40 år. Siden 1980 har du været journalist on-and-off i Afrika.I mine øjne gør det dig i den grad til en værdig Afrika-journalist – men den betegnelse har du alligevel frabedt dig! Så husk det kære publikum – Peter er ikke Afrika journalist 😉 Rigtigt mange danskere lærte dig at kende med ”Congo formoder jeg” – fortællinger fra drømmeland, som fik de flotteste anmeldelser og senere også var affyringsrampe for tre tv-udsendelser, som DR har sendt og genudsendt i ti år! Weekendavisen kaldte din Congo-bog for ”en fascinerende blanding af indsigt og åbenhed, drevet af et stærkt engagement og dertil mildt sagt godt skrevet.” J-P’s anmelder sagde simpelthen, at du i Congo-bogens slutkapitel ”Republikken Banalia” skrev dig op til Hemingway. Flot. Flot.” Wauw. Så da Danida nogle år senere skulle evaluere knap 40 års bistand til Mozambique, gjorde de noget de aldrig havde gjort før: de hyrede en forfatter til at skrive en bog om bistanden. Og den forfatter var selvfølgelig dig. Du fik fri adgang til alle kilder og tilgængeligt materiale og det blev til bogen ”De gode menneskers land”, der også fik gode anmeldelser. Du valgte dengang at fokusere på hjælpen til Mozambiques landbrug – og lige netop landbruget i Afrika, bliver nu med Timbuktu-prisens hjælp igen fokus for din nysgerrighed og fortællinger. Du er eminent til at finde de mennesker, det handler om, og til at give dem liv. Og det vil vi glæde os til at følge, når du skal i gang med dit nye Afrika- og landbrugsprojekt. Det er planlagt som en tv-dokumentarserie, der skal følge udviklingen af landbruget i Afrika lige nu. Med de 17 nye verdensmål, der bl.a. vil afskaffe sult inden 2030, er der brug for en grøn revolution i Afrika – og den er måske allerede i gang? I hvert fald er danske landmænd og investorer godt i gang i Afrika – og det vil du og et forskerhold fra DIIS så følge. Mere skal jeg ikke afsløre – men måske prismodtageren om lidt vil løfte sløret lidt for hvad vi ellers har i vente med dit næste projekt!? Filmprojektet ”Democrats” om magt, mennesker og mekanismer i Zimbabwe, var din idé. Og du var researcher og fandt karaktererne. Igen var der tale om et projekt båret af nogle eminent castede aktører. Som udover at være politiske fjender også fik udfoldet den menneskelige side så meget, at der nærmest blev plads til venskab. ”Democrats” har vundet et hav af priser. Så det er ikke nyt for dig. Men dagens pris skal du ikke dele med andre. Den er din! Mange synes det lyder lidt underligt med Timbuktu Fonden og Timbuktuprisen – er det ikke lidt Anders And agtigt? Og på engelsk har de vendingen ’From here to Timbuktu’, som bruges, når noget er meget langt væk – nærmest ved verdens ende! Det er ikke derfor, vi har valgt det navn i Fonden. Det er ganske enkelt fordi det gamle Timbuktu var et vidunderligt sted, der nærmest blev betragtet som guddommeligt. Timbuktu var simpelthen engang Afrikas videns- og handelshovedstad. Det var her kanoer og kameler mødtes – hvor salt blev handlet for guld, og hvor Afrikas måske største universitet dengang lå. I Timbuktu var man nysgerrige – ligesom dagens prismodtager – og man tog rigtig godt imod fremmede. En fransk opdagelsesrejsende oplevede i 1628 gæstfriheden så markant, da han kom ind i Timbuktu, at han blev overvældet af en så enorm lykkefølelse, glæde og tilfredshed, som han aldrig nogensinde oplevede igen i sit liv. Vi håber Timbuktuprisen kan hjælpe dig Peter til at opleve en lykke og en glæde og en tilfredshed, når nu du igen skal tilbage til Afrika. Til det Afrika, der nogle steder buldrer frem med håb, demokrati, godt uddannede unge, IT, mobiltelefoner og vækst – og som andre steder stadig er det triste fattige udbyttede kontinent, som du også kender. Måske landbrugsrevolutionen er lige om hjørnet? Vi glæder os til at høre, læse og se svaret fra dig og Hemingway den kommende tid! Vi tror dagens pris i dine hænder kan være med til at modarbejde ”Det tavse brag fra Afrika”, som du kaldte din kronik i Politiken sidste år. Her ærgrede du dig over, at danske medier ikke prioriterede Afrika højere. Der er siden sket lidt. Også hos DR, som du nu igen skal arbejde for. DR har langt om længe fået en Afrika-korrespondent og også fået øjnene op for kontinentets fascinerende dilemmaer og nuancer, og at der gemmer sig andet end bare sult, nød og elendighed. Og at der er unge, der har fået nok af de gamle diktatorer – og ovenikøbet er begyndt at afsætte dem! Skønt. Jeg vil gerne her til sidst takke Helle Munk Ravnborg for hendes meget flotte indstilling. Og tak til juryen bag Timbuktu Prisen for jeres gode og grundige arbejde med at udvælge årets prismodtager. Tak til Niels Elbæk udpeget af Nairobi-klubben, Suzanne Moll udpeget af Dansk Journalistforbund og Kirsten Lund Larsen fra Timbuktu Fonden. I tre var enige om, at Peter skal vinde prisen i år. Og det er så nu øjeblikket er kommet – formanden skal holde sin kæft – og kalde prisvinderen op til sig: Peter Tygesen – du har vundet Årets Timbuktu Pris – og prisen for kritisk u-landsjournalistik 2017: en pris på 100.000 kr. – pengene følger fra Anni – men her en synlig hædersbevisning! Held og lykke med projektet! Giv den gas, og giv os nye store Tygesen-fortællinger – TILLYKKE PETER!
Og Jyllands-Posten stak dem alle. Finere kan en anmeldelse efter min mening ikke blive, hvis man er forfatter eller journalist – at blive sammenlignet med ingen mindre end Ernest Hemingway, en af mine absolut yndlingsforfattere…