Reportagerejse: Pressede sundhedssystemer og håbefulde sygeplejersker i Filippinerne
Vinderne af Timbuktu Prisen 2024 Emilie Lærke og Siri Franceschi rejste i november til Filippinerne for at sætte ansigt på sundhedsarbejdere, der overvejer at migrere til lande som Danmark.
Med Timbuktu prisvinderprojektet ”Uden ansigt” vil journalister Siri Franceschi og Emilie Lærke kvalificere den danske debat om import af sundhedspersonale fra lande, som selv kæmper med begrænsede ressourcer i sundhedssektoren og udbredt ’care drain’.
Vinderne rejste i november 2024 til Filippinerne en måned.
Formålet med reportagerejsen var at dokumentere forholdene på landets hospitaler og følge nogle af de mange sygeplejersker og hjemmehjælpere, som ønsker at rejse til udlandet. De besøgte i alt otte hospitaler i både den offentlige og private sektor, to sygeplejeskoler, et rekrutteringsbureau og en filantropisk sundhedsklinik.
Herudover rejste de til Bicol-regionen sydøst for hovedstaden Manila, hvor der var etableret kontakt til en familie via en filippinsk sygeplejerske bosat i Danmark. Nevøen Cris Tolosa på 21 år gik på sidste år af sygeplejerskeuddannelsen, og flere søskende i familien gik også på studiet.
”Vi ville gerne give et helhedsbillede af og en forståelse for, hvorfor de her mennesker ønsker at migrere og efterlade deres familie. Det kan være svært at forstå. Men vi fik en meget stor indsigt i, hvad der er på spil. Metoden var at komme så tæt som muligt på vores kilder,” fortæller Emilie Lærke.
Af den grund gik journalisterne antropologisk til værks og boede med familien i flere dage. De observerede familiemedlemmernes dagligdag og agerede fluen på væggen ved for eksempel aftensmåltider for at få et samlet billede af kildernes levevilkår og ambitioner.
På turen stødte Emilie Lærke og Siri Franceschi på flere praktiske og planlægningsmæssige udfordringer. I november måned oplevede Filippinerne intet mindre end fem supertyfoner, hvilket både besværliggjorde transporten i landet og gjorde, at familierne havde travlt med kriseforberedelser og beskyttelse af deres huse.
”Det var meget voldsomt vejr. Man ser virkelig tydeligt klimaforandringerne, og hvordan det ekstreme vejr også kan spille ind i folks overvejelser om at rejse fra Filippinerne. Tyfonerne giver desuden mere drøn på hospitalerne”, siger Siri og Emilie.
Et vigtigt reportageformål med turen var at forstå, hvor presset sundhedsvæsenet er i Filippinerne.
Processen med at få adgang til hospitalerne viste sig at være lang, hvoraf det var godt at have god tid i felten. Journalisterne skulle først banke fysisk på dørene til Manilas centrale sygehuse og derefter igennem en bureaukratisk godkendelsesproces med ventetid og tilladelser.
Til gengæld lykkedes det, og de har kunnet reportere med både interviews og billeder, hvordan forholdene er pressede og ressourcerne få. Der er få læger per borger, og adgangen til forskellige sundhedsydelser er besværlig.
”Det var fuldstændig enslydende, at alle sundhedsfaglige bare ville væk”, beretter Siri Franceschi og fortsætter;
”Vi talte ikke med nogen, som ikke havde overvejet at rejse – særligt unge. Det er indlejret i kulturen og bredt accepteret, at man gerne vil væk, og omgangskredsen opfordrer til det. Der er en statusmarkør i at have et familiemedlem i udlandet, som kan finansiere en bedre livsstil derhjemme.”
Prisvinderne har i foråret 2025 allerede aftalt en række udgivelser i forskellige danske medier. De påpeger, hvordan projektet kan være med til at give danskerne en øget forståelse for de mennesker, der måske skal til Danmark og arbejde i sundhedssektoren.
Men det ligger også op til kritisk debat om de strukturelle problemer i, at vestlige lande aktivt planlægger at rekruttere sundhedsfaglige fra steder, hvor sundhedsvæsenet er mere udfordret end herhjemme.