Om Timbuktu Fonden

Timbuktu Fonden er en selvstændig fond oprettet i 2008 med det formål at fremme oplysning samt kritisk og nytænkende journalistik i Danmark om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål.

Fonden blev oprettet på initiativ af journalist og forfatter Jørgen Harboe. I 2007 gav han Folkekirkens Nødhjælp en donation på 10 millioner kr. med det formål at skabe bedre basis for oplysning samt kritisk og nytænkende journalistik i Danmark om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål

I fællesskab udviklede Folkekirkens Nødhjælp og Jørgen Harboe ideen om en fond med en selvstændig bestyrelse. Bestyrelsen forvalter fondens kapital ud fra formålsbestemmelserne, og Folkekirkens Nødhjælp håndterer fondens administration.

Fonden er inspireret af det gamle Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.

Fonden støtter projekter og aktiviteter inden for oplysning, undervisning, fortalervirksomhed og journalistik, der ligger indenfor fondens formål. Derudover uddeler fonden årligt Timbuktu Prisen – se mere her.

 

Sådan startede det

I 2008 mødtes studerende, frivillige, filmproducenter, udviklingseksperter, konsulenter, embedsmænd, forskere, journalister og masser af repræsentanter og interesserede fra de danske udviklingssorganisationer i Landstingssalen på Christiansborg.

Formålet var at diskutere, hvordan en gave på 10 millioner kroner kunne puste nyt liv i oplysning og journalistik om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål.