Vinderprojekt viser nådesløs menneskeudnyttelse i hemmelige cybersvindel-centre

I december 2025 udkommer Thomas Foght og Sebastian Stryhn Kjeldtofts globale reportageserie om digital svindel. Gennem mere end 10 historier tager de publikum med ind i en forfærdelig, kriminaliseret underverden i lande som Thailand, Kenya, Myanmar og Filippinerne.

Det var med hemmeligholdelse og få ord, at korrespondenter Thomas Foght og Sebastian Stryhn Kjeldtoft fra Politiken og Jyllands-Posten i efteråret modtog Timbuktu Prisen på 100.000 kroner til deres undersøgende graverprojekt om moderne slaveri i Asien og Afrika.

Nu løfter journalisterne endelig sløret for projektet, som bliver udgivet i en dybdegående artikelserie samt podcastserien ”cyberslaverne” i december og januar og februar 2026. Af hensyn til deres egen og kildernes sikkerhed har Thomas og Sebastian indtil nu været nødt til at gå under radaren.

For hvis man som dem skal op og bevæge sig i et grænseland med borgerkrig og kinesiske gangstere, hvor kun en 50 meter-stor flod rent geografisk adskiller én fra bevogtede ’slavefabrikker’, er det et no go på forhånd at varedeklarere sin ankomst. Og det er netop ét af de steder, duoen har været på reportagerejse.

I det nordlige Thailand tæt ved grænsen til Myanmar, hvor et af verdens største cybersvindel-centre ligger. Her smugles mennesker ind, får udleveret et headset, fratages deres pas og tvinges til at arbejde i fangenskab 12-15 timer ad gangen – ofte om natten så de kan ringe til USA og Europa.

FN anslår i interview med Thomas og Sebastian, at der i Myanmar alene sidder 100.000 mennesker i fangenskab på den måde.

Undercover med lokal hjælp

Man bliver chokeret over, hvor stor den her form for svindel er, og hvor meget det spreder sig over hele verden. Det er en enormt indbringende og boomende milliardindustri for de kriminelle bagmænd, der står bag.

Thomas Foght

Udover Thailand har journalisterne også været i Filippinerne for blandt andet at besøge et stort svindelcenter i Bamban, der blev stormet af myndighederne i 2024. Journalisternes historier spænder bredt over Mellemøsten og Nigeria samt Kenya og Taiwan, lande der er kendte for at være leveringsdygtige af ’cyberslaver’.

De danske journalister har både interviewet mennesker, der er undsluppet fra ’fabrikkerne’, og nogle som stadig holdes i fangenskab. Undervejs har de fået baggrundsmateriale og praktisk hjælp af myndigheder og lokale aktivister, som dog ikke kan stå frem i offentligheden og risikere at komme i de kriminelle bagmænds søgelys.

Pengene fra Timbuktu Prisen er primært brugt til at dække rejseudgifter, fortæller Thomas og Sebastian, men også til at aflønne fixere for adgang til kilder og oversættelse, dygtige fotografer og lokale reportere. En mindre post har dækket digitale søgeværktøjer til at opspore slutofrene i lande som Danmark.

Dem der sidder i den forkerte ende af telefonlinjen eller chatten og ender med at miste penge eller får misbrugt deres identitet. Svindlen sker i dag over stort set alle digitale platforme på nettet, telefontjenester og eksempelvis WhatsApp, Telegram, Facebook og diverse dating apps.

”For os har det været en helt utrolig øjenåbner, hvad svindlerne er i stand til. Hvordan de minutiøst følger en drejebog med metoder tilpasset enhver reaktion fra ofrene. Det er så systematisk og velorganiseret, at man taber kæben,” indrømmer Timbuktu prisvinderne.

Især fordi den teknologiske udvikling giver nye redskaber til svindlerne med lynets hast.

Der er endog opstået en form for serviceøkonomi og illegal jobbørs online, hvor de kriminelle hjælper hinanden i lukkede grupper med blandt andet at købe digitale tjenester til at ændre ansigter på livechats. Eller sende falske billeder, breve eller gaver fra bestemte lokationer for at narre modtagerne til at tro, at de virkelig er i kontakt med en ægte person – og ikke en svindler.

Nuancering og ’victim blaming’

Alt i alt er det et sørgeligt nulsumsspil for millionvis af mennesker hvert år, og stort set al profit går til de hardcore kinesiske karteller og gangsterbander, der står bag svindlen. For det er hovedsageligt fra Kina, at bagmændene findes, beretter journalisterne.

Selvom andre lovløse organisationer i eksempelvis Nigeria med tiden også har kopieret den lukrative ’forretningsmodel.’

Cybersvindel er en frygtelig form for dobbeltkriminalitet, og den rammer både de tilfangetagne i slavefabrikkerne og de ofre, der bliver narret. En ambition med projektet er at synliggøre den udnyttelse og problematisere ’victim’ blaming af ofrene i debatten.

Thomas Foght og Sebastian Stryhn Kjeldtoft har også talt med danskere, der er blevet scammet.

Det er ikke naivitet, der får folk i Europa eller Amerika til at tro på svindlerne, men derimod at de bliver ramt strategisk på et sårbart sted i livet. Når de lige har mistet deres ægtefælle eller kæmper med økonomiske problemer og derfor mangler henholdsvis kærlighed eller finansiering.

Samtidig i andre lande betaler de tilfangetagne svindlere en endnu højere pris.

Det er mennesker, som rejser ud i håbet om at få et godt job, hvor de kan tjene den tredobbelte løn, men simpelthen bliver kidnappet og holdt indespærret. De bliver tvunget til at udgive sig for at være andre personer for at narre ofre online eller over telefonen.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft.

Han uddyber, at der også foregår tortur af de tilfangetagne i lukkede rum i centrene, hvis de modsætter sig, prøver at flygte eller ikke når deres ”KPI’er”, dvs. målsætninger for dagen.

Graverjournalisterne håber, at deres prisvindende historier kan bidrage til en styrket kritisk tilgang herhjemme blandt danskerne. Det handler virkelig om at have paraderne oppe og være på vagt, når man færdes på nettet. Oplysning er et vigtigt skridt på vejen til at stoppe kriminaliteten, mener de.