Timbuktu Studielegater
Legaterne kan søges af studerende ved Danmarks tre videregående journalistuddannelser på Roskilde Universitet, Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ansøgere kan søge alene eller i hold, og pengene kan supplere et projekt, der indgår i undervisningen.
Studielegaterne er forbeholdt projekter, der formidles på dansk. Der er ansøgningsfrist mandag den 3. august 2026 med forventet svar medio august. Hvis ikke alle legaterne uddeles, åbner Fonden for en anden ansøgningsrunde med deadline i december.
Fonden vægter at støtte forskellige projekter og sigter mod en diversitet i emner, formidlingsmetoder, samarbejder og lande.
Der kan kun gives ét legat per ansøger under den fulde uddannelse. Ansøgningerne vurderes og indstilles af en jury, bestående af ét medlem af Timbuktu Fondens bestyrelse, én tidligere Timbuktu prisvinder, og én repræsentant fra de journalistiske uddannelsesinstitutioner.
Kriterier for ansøgning
- Emne – global udvikling, retfærdighed og ressourcefordeling:
Hvad skal historien handle om, og hvordan hjælper den med at belyse udvikling, retfærdighed og fordeling af ressourcer i andre dele af verden? Beskriv hvordan jeres idé er original, og hvilken indsigt projektet kan give i økonomiske, politiske, sociale, kulturelle eller miljømæssige dynamikker i udvalgte lande – eller på tværs af landegrænser. - Kilder – inddragelse af lokale:
Her bedes I reflektere over, hvem der står i centrum for fortællingen. Hvad er jeres planer for at inddrage kilder, netværk og organisationer for at sikre en lokal forankring (tilknytning til de steder, historien fortælles fra) og praktisk hjælp i felten? Har I lavet nogle forhåndsaftaler, eller er der planer om, hvor I vil rejse hen? I dette punkt kan det være relevant at komme ind på sikkerhed, praktik og kildemedinddragelse. - Relevans – vigtigheden af at fortælle historien i Danmark:
Er der nogen bestemt grund til, at fortællingen skal ud nu? Hvorfor er det relevant for en dansk målgruppe at få indblik i, hvad der sker på den del af kloden, I gerne vil tage læseren, seeren eller lytteren med til? Er emnet i tråd med andre store begivenheder, eller er det underbelyst og trænger til mere opmærksomhed fra befolkningen? - Metode – format og tilgang:
I dette afsnit kan I skrive, hvilket format I planlægger at arbejde i. Er det podcast, skrevne ord, video, billedserie, digitale visualiseringer eller en kombination? Hvorfor er formatet det rigtige middel til at nå i mål med historien? Overvej her hvad I skal bruge af udstyr – men også hvilken særlig tilgang, projektet har. Er der undersøgende elementer, databehandling, antropologisk analyse eller noget helt fjerde? - Udgivelse – medie og publikum:
Da studielegaterne er sat i verden for at støtte undersøgende og nysgerrige journalistprojekter med et globalt fokus under uddannelsen, er der ikke faste krav om antal af publikationer eller forhåndsaftaler om udgivelse. Det er dog en klar prioritet for Fonden, at de støttede historier får et liv og et publikum. Derfor beder vi jer reflektere over udgivelsesmuligheder – og eventuelt række ud til medier og platforme, som kunne være relevante og kan tilbyde publicering.
Sådan søges legaterne
I ansøger studielegaterne ved at sende en motiveret ansøgning i skemaet til Timbuktu Fondens administrator Lisbeth Cardoso på lica@dca.dk. I ansøgningen skal du forklare om følgende: Emne, kildeinddragelse, relevans, metode og udgivelse.
Vær opmærksom på at overholde længdekrav og udfylde kontaktoplysninger. Hvis I har spørgsmål, er I altid velkommen til at skrive til Fondens medarbejder Mie Olsen på eller ringe på telefon 21 76 98 90. Nedenfor ser I et overblik over, hvad I som ansøgere skal uddybe i skemaet.
Juryen 2026
Christina Bro Pedersen, bestyrelsesmedlem.
Siri Franceschi, prisvinder.
Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor.






Efter modtagelse
Studielegatet skal bruges inden for et år efter bevilling. Det kan både gøres i tråd med eller uafhængigt af studieforløb og fag på journalistuddannelserne. Pengene skal som udgangspunkt bruges til at finansiere en projektrejse, men kan i mindre omfang også bruges til andre udgifter (eksempelvis leje af udstyr, tolkning, fixere, udgifter ved ansøgning om aktindsigt med mere.)
Modtagere er ikke underlagt rapport- eller dokumentationskrav.
Du forventes dog at:
1.) Møde frem, når modtagerne af studielegatet præsenteres.
Det sker typisk, når Timbuktu Prisen uddeles i september.
2.) Stille op til mindst et Timbuktu arrangement og fortælle om projektet – f.eks. på en skole.
3.) Udarbejde en lille rejsereportage, interview eller billeder til Fondens hjemmeside og SoMe.