Timbuktu Prisen 2015

Vinder: Danwatch

Årets vinder af Timbuktu Fonden er Danwatch.

Tale til prisoverrækkelsen den 11. juni 2015

Velkommen til Timbuktu Fondens prisuddeling 2015.

Jeg hedder Thomas Ravn-Pedersen og har som formand for fonden den store glæde om lidt at skulle overrække årets pris.

Det er i år sjette gang, at Timbuktu Prisen uddeles – og første år, at det er en organisation, der modtager den. I år går prisen ganske til en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål!

Timbuktu Prisen er tidligere gået til journalisterne Tom Heinemann og Thomas Aue Sobol, fotografen Jørn Stjerneklar, to gravende journalister og en fotograf fra Berlingske: Eva Jung, Jette Aagaard og Mads Nissen og sidste år til filmdokumentaristen Signe Byrge Sørensen.

I år går prisen til DANWATCH

Prisen er en af Danmarks største journalistpriser – indstiftet som følge af journalist og forfatter Jørgen Harboes fornemme donation for syv år siden til det, der blev til Timbuktu Fonden.
DANWATCH får årets pris for sin vigtige rolle som CSR-vagthund i arbejdet med at fremme virksomheders samfundsansvar. På den måde er DanWatch med til at fremme ansvarlig vækst og udvikling.

Det sidste år har DanWatch for alvor brudt igennem lydmuren hos forbruger og medier.

Fra farlig make-up til dåsetomater produceret af rettighedsløse migrantarbejdere i Italien eller det næsten mest kontroversielle man overhovedet kan beskæftige sig med i verden – kritik af Israels ulovlige produktion af varer i de besatte områder.

Thomas Ravn-Pedersen, Formand for Timbuktu Fonden

DANWATCH får årets pris for sin vigtige rolle som CSR-vagthund i arbejdet med at fremme virksomheders samfundsansvar. På den måde er DanWatch med til at fremme ansvarlig vækst og udvikling.

Alt det favner I i DanWatch.
Og det gøres konstruktivt.
Formålet er ikke bare at hænge ud – men at ændre verden.

Det fører ofte til selvransagelse hos virksomheder og pensionskasser, og derved bliver DanWatch mere end bare en kritisk vagthund.

I er også den opbyggelige ven, der siger ”Hey, der er vist noget galt her… hvad med at I får ryddet op!?”.

Det kan godt være svært at være ansvarlig forbruger i den globale virkelighed vi lever i her i 2015.

Men DanWatch hjælper os alle med at vise vej og få skubbet på, så der bliver ryddet op, og så vi bedre kan vælge mellem de ansvarlige og uansvarlige produkter.

DanWatch har i otte år været en dygtig vagthund for mennesker og miljø i udviklingslandene. Tak fordi I afslører forhold, som verden ganske enkelt ikke kan være bekendt.

Og så lidt Timbuktufonds DanWatch historie!

Faktisk har der ikke været en eneste prisuddeling, hvor I ikke enten har været indstillet, nomineret eller involveret!

De første tre år prisen blev uddelt, var der en meget ihærdig yngre radikal fritidslandmand og udviklingsekspert, der mente I skulle have prisen.

Han indstillede jer senest i 2011 – blot seks måneder før han selv blev udnævnt til udviklingsminister af Helle Thorning-Schmidt! Det var Christian Friis Bach. Så jeg håber han også er glad med jer i dag!

I 2013 var det jeres tip og research, der satte graverne fra Berlingske på sporet af blodobligationerne i Afrika, hvor det blev afsløret at størstedelen af danskere gennem vores pensionsopsparing eller kommune var med til at låne penge til afrikanske lande, hvoraf flere var styret af diktatorer. Der blev I nævnt i pris-talen.
Men i år er det jeres helt egen pris – og æren skal ikke deles med andre!

Timbuktu Prisen fungerer først og fremmest fremadrettet.

Derfor er det for juryen og fondens bestyrelse også vigtigt, at den kommende produktion, som Timbuktu Prisen vil komme til at medfinansiere, er væsentlig.

Og det er vi overbeviste om også vil være tilfældet for Timbuktuprisen 2015, når den skal omsættes til research af DanWatch.

Timbuktu Fonden har til opgave både at støtte kritisk u-landsjournalistik og u-landsoplysning, og derfor er det også vigtigt for os, at resultaterne af det kommende DanWatch researchprojekt kommer langt ud.

Sidste år gik prisen til Signe Byrge Sørensens dokumentarfilm om Syrien, som ventes at få premiere til efteråret.

Borgerkrigen i Syrien er desværre fortsat højaktuel.
Og det tror vi også på, at det kommende DanWatch projekt bliver. Det handler om krig og konflikter.

Tak til jury

Jeg vil gerne takke juryen for et flot og godt arbejde med at udvælge årets prismodtager. Tak til Jan Kjær fra Nairobi-klubben, u-landsjournalisternes faglige forening, Lotte Dahlmann udpeget af Dansk Journalistforbund og Kirsten Lund Larsen fra Timbuktu Fonden. De tre var enige om, at jeres projekt – som vi måske om lidt får lidt at vide om? er så væsentligt, at det bare skal frem til en dansk offentlighed.

Her følger så noget stort – en pris på 100.000 kr. – en hædersbevisning – til modtageren af

Årets Timbuktu Pris – og prisen for kritisk u-landsjournalistik 2015:
DANWATCH ved direktør Jesper Nymark
og chefredaktør Louise Voller

Held og lykke med projektet
– og et kæmpe tillykke til jer begge!