Fotokredit Jacob Crawford

Slaveri hører ikke den historiske fortid til. I dag er bagmænd og deres skruppelløse udnyttelse af menneskelig arbejdskraft rykket ind på mørke afkroge af det internet, vi alle kender og færdes på til dagligt. Det kaster Timbuktu vinderprojektet 2025 lys over.

Thomas Foght og Sebastian Stryhn Kjeldtoft er sværvægtere inden for undersøgende journalistik i Danmark. I 2025 får de prisen sammen for et graverprojekt, der skal afdække organiseret kriminalitet på tværs af landegrænser i asiatiske og afrikanske lande.

“Hvis der er noget stærk graverjournalistik kan, er det at få systematisk udnyttelse af uskyldige mennesker frem i lyset. Det kan være med til at bremse ulovligheder i vækst.”

Sådan lød det fra Timbuktu Fondens forperson Thomas Ravn-Pedersen, da han overrakte prisen til vinderne ved den offentlige prisfejring på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i efteråret.

Journalisterne får 100.000 kroner til at afdække de menneskelige konsekvenser, når uskyldige arbejdere holdes fanget bag lukkede døre og får frataget deres rettigheder og identitet. Projektet skal vise, hvordan moderne svindelformer trækker spor hele vejen til Europa, mens udnyttelsen ofte sker på bekostning af folks håb og drømme om en bedre fremtid.

Pengene går til journalisternes metodiske arbejde i udlandet, hvor de skal finde og interviewe kilder under radaren, i sikkerhed for både bagmænd og myndigheder. Projektets indhold er efter aftale med Fonden hemmeligholdt i 2025, inden historierne offentliggøres som dybdegående reportageserier i henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken i slutningen af året.